Åbningen..

Amu hævedet det ene øjenbryn og hendes læber blev til en lige streg.
" bare fordi at jeg er en lærer ?" spurgte hun og kiggede roligt på ham,
uden at smile eller virke glad på nogen måde.
Hun vidste at de fleste elever ikke kunne lide deres lærere men hun var jo anderledes, men det vidste denne elev ikke endnu..

"bare smut" sagde sal ligeglad med hende. Han hadede når folk blandede sig i hans liv. Kunne folk ikke bare passe sig selv

Chandra stirrede på den lille forsamling på taget med et hævet øjenbryn. Hun trak på skuldrene og fløj elegant og langsomt derover. HEndes øjne var crystalblå og hendes blonde hår fik øjnene til at virke varmere end de ellers ville have gjordt. Så hun så venlig nok ud. Hvis man kiggede i Chandras øjne ville ham se..Ingenting. HEndes holdning var 100% rolig og ligeledes var hendes øjne. Man kunne aldrig gennemskue hendes tanker, med mindre det var en evne, og end ikke med en evne ville det blive let. "Salomoneus?" Lød hendes rolige stemme bag de andre folk. Uden at virke klodset fik hun sig roligt op foran og satte sig på hug ved siden af ham. "Jeg har til tilbud til dig." Chandras øjne kigfgede hemmelighedsfulgt på ham. Dog stadig rolige. Den bløde stemme virkede beroligende på folk der var ophidsede. "Hvis du vil vide hvfad det er..Så kom med her over." Hun smilede svagt, dog var smilet ikke venligt eller varmt. Smilet var mystisk. Noget man ikke kunne sætte fingre på hvad meningen med det var! Dragende og uhyggeligt på samme tid. Chandra kiggede sigende på Kath og på Amu, og nikkede til dem som at det var okay. Hun ville lige prøve noget.

Amu sukkede og smilte lidt til ham.
" jeg ville ikke blande mig i noget " sagde hun og lettede igen.
Hun lod sig dale ned mod jorden igen og landte elegant og satte sig ned igen og begyndte at kede sig.

Hun nikkede tilbage, for at vise det var med hendes fulde tiltro, men hende øjne advarede hende om ikke at gå op imod Damians beslutning inden hun snakkede med ham.
Hun sendte et anelse strengt blik til Salmoneus, men også et skuffet blik.
Noget der ikke pyntede det ellers glade ansigt.
Der var ingen antydning til et smil.

Sal så på den mystiske lærer. Der var et eller andet ved hende der nærmest lokkede ham. Han nikkede og tog sin taske Han rejste sig op

Chandra fløj op på en skorsten og ventede på ham. "Må jeg se?" Spurgte hun med et skævt smil og betragtede ham med et hævet øjenbryn. "Jeg skal tage stilling til det, men jeg skal også lige se tingen i din Taske. Du har mit ord på at jeg ikke tagher den" Sagde hun med et roligt blik på ham. Hun var skarp, hvilket viste at hun også var ærlig og troværdig. Det hævede øjenbryn dumpede på plads og efterlod et perfekt udtryk af rolig konsentration i hendes ansigt.

Sal så på hende og gik over til hende. Han smilte stille for sig selv og trak kuglen op igen. Så længe hun ikke bedte om andet var der ikke nogen grund til at bringe det på bane tænkte han

Chandra smilede svagt og stirrede på kuglen med et hemmelighedsfulgt udtryk i de ellers rolige øjne. "Tak" Sagde hun med et venligt nik. "Jeg må be' dig om noget" Sagde hun og kiggede på ham, nu bedende. Hendes oprigtige bekymring vistes gennem hendes øjne og hun kiggede igen på kuglen før hun trak en op af hendes egen lille håndtaske. Den lyste næsten, og var identisk med hans. Denne sten var bare rødlig og lignte ild indeni.
"Ved du godt hvor mange af dem her der er i verden og hvad de kan?" Spurgte hun med et smilende blik over på ham. Man kunne se det stolte i hendes blik, før det atter blev roligt.

Det var ikke svært for Alira. Hun kiggede blot på læreren, så hvordan hun, som Alira selv, holdt en rolighed oppe, skjulte sine tanker og indre for andre. Alira kunne allerede nu mærke, at hun havde en tiltro til denne lærer, som den eneste af dem, hun havde mødt på skolen indtil videre.
De lyse lysebrune øjne holdt sig på denne lærer, Chandra. Der var noget mystisk over hende, men alligevel havde Alira den mærkelige fornammelse af, at hun kunne mærke det samme ved læreren, som ved sig selv. Måske var det bare facaden... Men Alira havde nu heller ikke lært anden end dette - Facaden og venlighed fulgtes hånd i hånd, og hvis en frygt blev dannet, kunne man gå videre... Videre til det, som Alira kun holdt i sine tanker. At få adgang til disse tanker var en ren og skær umulighed, som bare ikke kunne lade sig gør. Alira holdt sit inde for sig selv, og sådan ville det altid være, altid!
Øjnene holdt sig på engelen og læreren, Chandra og Salmoneus. Smart taktik, det kunne man ikke sige noget imod til. Det var en klog handling, som blev vendt mod den anden elev. Alira fnøs dog let i sit indre. Han var dumdristig, men lærerens taktik virkede. Alt, som Alira ikke havde troet ville virke, virkede altså? Hun lukkede let øjnene i ganske kort tid, lod tankerne få frit løb, inden hun åbnede øjnene hurtigt, betragtede dem alle med et uigennemtrængeligt blik. Roligheden lå over øjnene, som var det en kode man skulle igennem til alt det, som gemte sig i Alira. Problemet var blot, at koden ikke kunne knækkes.
Alira mærkede suset mod sine mørke vinger. De bevægede sig let i den kølige lette vind. Aldrig ville hun afgive sine vinger, nej... Det ville blot være dumt! Hun elskede dem, og hvis hun så blot holdt sig væk fra de almindelige mennesker, som ikke kendte til dette, ville det hele være godt...

Sal så med et drisk smil på læreren. Han følte sig pludselig tryg ved hende. Han trak kort på skuldrene "næ" mumlede han

Chandra smilede svagt. "5" Hviskede hun dramatisk og rejste sig op. HEndes øjne var rolige igen og hun fløj elegant hen imod de andre, der var ved at gå i opløsning, da hun stivnede. "Hov.. Og Salomonus?" Sagde hun som en tilføjelse og hang i luften. "La' være med at sige det til nogle. De kan være farlige hvis man ikke ved hvordan man bruger dem." Hun sendte ham et det-diskutere-vi-på-et-andet-tidspungt.-Blik og smilede svagt. "Lad være med at tirre ham igen..Ikke lige nu" Sagde hun og håbede Sal vidste hvem hun hentydede til. "Jeg kan ikke gøre noget ved det, andet end at overtage halvdelen af dine eftersidninger. Så kan vi jo begynde at træne" Hun smilede svagt og betragtede pigen..Dæmonen nede på jorden. De kølige øjne rettede sig roligt mod hende og hun gav et næsten usynligt nik som en hilsen inden hun var henne ved de andre.

Sal så næsten paf eftet hende. Han så på hende med et grin og greb sin taske igen. Sal så på sin taske "ingen tager sig fra mig" grinte han og lettede fra taget før Kath nåede at bede om hans ting igen

Kath fløj op.
"CHAN!" Grinede hun glad og sprang hen mod hende, lettede og fløj hen og omfavnede hende.
Hun havde ventet i hundrede år på hun ville blive færdig med den dreng..

Chan grinede muntert, dog var hendes øjne ikke helt 100% med i grinet . "Kath" Smilede hun "Så lang tid tog det da heller ikke ^^ "Det eneste der var i drengens taske var en lille bold som han har kastet lidt rundt med, bøger fra skolen og nogle få glaskugler som han nok har spillet med nogle venner med" Sagde hun med et muntert blik. "Afpræsning ^^"

Hun lo.
"Den der tror jeg ikke på Chan." Sagde hun muntert.
"Men jeg lader ham være, hvis du tager dig af ham." Hun grinede.
"Dit ansvar."

Amu hørte Chan navn blive nævnt og hendes vinger blafrede hurtigt.
Da Amu var oppe i luften, så hun Chan og Kath og et stor muntert smil lysnede sig på hendes læber.
Hun fløj hen til dem og vinkede nervøst, hun ville ikke afbryde deres kram.

"Dammit" Fnes hun og kiggede taknemmerligt på Kath. "Jeg indrømmer at der var en stinkbombe xD Ham den gut skal sq nok sætte gang i farten her" Smilede hun stort. "Jeg tager mig af ham..Bare rolig ;p"

Sal landede roligt nede på jorden. Han grinte. Han vidste hvor vigtig det var med allierede. Han havde før kunne købe sig til tjenester men her havde han ikke engang turde prøve det endnu

Hun blinkede til hende og vinkede Amu over til dem.
"Kom nærmere!" Lo hun
"Jeg kan ikke være rolig omkring ham." Sagde hun med en smil.
Men bekymring i øjnene.

Amu fnes lidt og gik så helt hen til dem.
" I slipper aldrig for mig " sagde hun og krammede dem begge, en af gangen.
Hun smilte skævt og kørte en hår gennem håret.
" jeg glæder mig til der sker noget " indrømmede hun og grinte lidt.

Sal så op mod de tre voksne på taget. Han syntes de mindede mere om en flok teenage piger end som nogle lærere

Chandras øjne var rolige og ærlige. "Det burde du" Sagde hun med en blød stemme hun ikke plejede at have. Det var som om vinden bar den væk så man kun lige kunne hører det. "Han har måske evnen til at rede verden Kath" Sagde hun og kiggede op i luften. "Vi bør stole på ham..Og håbe at han gør det rigtige.." Med de ord, som blev båret rundt af vinden så det nærmest lød som et ekko, smilede hun et svagt sørgmodigt smil, og fløj, nærmest dalede, ned fra taget og gik over imod sin lejlighed. Inden hun gik ind af døren til det store hus sendte hun Sal et blik der ikke var til at tage fejl af. Hun stolede blindt på ham, og håbede virkelig han havde hvad der skulle til.

Damian stod på et tårn og så på de andre, han elskede at være alene fordi han altid havde været en enspænder. Man kunne se hans store sorte vinger der var fuldt udfoldet som var ekstremt store og nok ville være besværlige at have på sin ryg, men de var faktisk utrolig nemme når man havde vænnet sig til det. Hans hår blafrede i vinden, selvom det var sat så rodede vinden rundt i det, men han ignorerede det og så bare på sin søster, de to lærere og de to elever..

Hun så tilbage på sin bror.
Et lille smil var på hendes læber.
De havde altid været forskellige, det eneste de havde til fælles var deres stil og deres familie xD.
Hun strakte sig og så efter Chandra.
Hun havde måske ret. Men hvis hun havde, var der meget lang tid endnu.